•  

    Almanakkerne er en uundværlig kilde

     

    Når det drejer sig om, hvor og hvornår der blev afholdt markeder, er almanakkerne en uundværlig kilde. Kalenderen angav sted, dato, varighed og i nogle tilfælde, hvilken type marked, der var tale om. Det er værd at understrege, at almanakkerne kun berettede om de markeder, som redaktionen havde kendskab til. Afholdelsen af ulovlige markeder var ikke et ukendt fænomen, men disse var naturligvis ikke opregnet i kalenderen. Fra starten af 1600-tallet er eksemplarer af almanakkerne bevaret, men man skal dog op mod midten af 1600-tallet, for samlingen er komplet. I 1650-1850 skete en betydelig stigning i antallet af markeder i de 25 nørrejyske købstæder. I 1850 havde alle 25 byer således flere markeder end i 1650. Udviklingen i de forskellige byer tager sig dog langt fra ensartet ud, og der er også stor forskel på, hvor mange markeder byerne havde.

    Frem til og med 1680 ligger det samlede markedsantal stabilt på omkring 30, herefter begynder væksten for alvor, så antallet er 55 i 1690, 70 i 1730, 103 i 1760, 123 i 1800 og endelig 147 markeder i 1850. Set over hele perioden er det de fire byer Ribe, Kolding, Holstebro og Varde, som tegner sig for den største markedsandel, idet alle fire når op på ti eller flere årlige markeder i løbet af 1700-tallet. Omvendt har de store byer som Århus, Aalborg og Randers langt op i perioden forholdsvis få markeder.

     

    Håndværker tilbud i Danmark

    Rødby fik ved forskellige lejligheder erhvervsmæssige rettigheder på linje med købstæderne, men byen blev også i 1582 fritaget for at holde nævn, torv og dommergerning, og privilegierne fik byen først 1682. Det tog man dog ikke mere bestik af, end at byens vvs tilbud som den sidste fik et toldhegn i 1792. Fæstningen Fladstrand fik ligeledes sit første bymæssige stempel i 1681, da den fik toldsted, og i 1700, da den blev pålagt konsumtion. Men købstadsstatus kunne den vente med til 1818. En anden fæstningsby, Christianshavn, var kun købstad med havn fra 1619 til 1674. 

    Sorø opstod som servicesamfund til det ridderlige akademi, som Christian 4. havde oprettet i begyndelsen af 1620´erne. Købstadsrettigheder fik byen så sent som 1638. Der var således langt fra tale om, at det var i kraft af nye byer, at bysektoren vandt indpas på landet og urbaniserede nye områder. Skanderborgs købstadsprivilegier fra 1583 var et forvarsel om Thys degradering fra købstad til landsby, der endegyldigt fandt sted omkring 1660. Heller ikke en anden ny østjysk købstad, Mariager, med formel opgradering til købstad i 1592, var i virkeligheden udtryk for en urbanisering. Klosterbyen havde da i over hundrede år haft egen byadministration og erhvervsmæssige rettigheder. 

    Få 3 gratis tilbud

    Mere iøjnefaldende var anlæggelsen af to i religiøs henseende særligt privilegerede byer længere mod syd: Anlæggelsen af fæstningsbyen Frederiksodde i 1650 (fra 1664 som købstaden Fredericia) og herrnhutterbyen Christiansfeld, der fik privilegier som flække i 1771, kan ses som fremgang for bysektoren. De gjorde i hvert fald bykonkurrencen i det øst- og sønderjyske endnu tættere. Hovedformålet med disse byer var - foruden Fredericias fæstninger - at tilføre den jyske økonomi nogle specialiserede egenskaber inden for handel og håndværk. 

    Omkring Limfjorden fik flere bysamfund en form for bymæssig anerkendelse, ikke for at dække nye, helt anderledes behov for gulvafslibning, men for at lette omsætningen og handelen, der stadig havde Aalborg som uovertruffent midtpunkt. Det gjaldt både Nibe (købstad 1727 og konsumtionspligt 1673), Løgstør (losse- og laderettigheder 1752), Struer (uden formel anerkendelse, men med udsalgssted fra 1799) og den gamle markedsby Nørresundby (handelsplads 1856).

Kommentarer

  • (no comments)

Free Website Created & Hosted by Website.com Website Builder

Create Yours

Create Free Website Now

500+ Website Templates. Free Domain.
Create your website like mine with website.com website builder. Start My Website